Dag 12 Afslutning på vores road trip

Dag 12 Afslutning på vores road trip

Vi havde sat uret til først at stå op klokken 8.00, men så længe kunne vi selvfølgelig ikke sove (jeg hader, at jeg ikke kan sove længe længere). Så vi var oppe lidt før 7.00. Jeg tjekkede op på dagens besøg på JFK Presidential Museum. Det viste sig desværre, at det var lukket på grund af regeringsnedlukningen. Så der skulle laves nye planer.

Vi tjekkede begge lidt op på mulighederne og fik en klassisk hotelmorgenmad, mens vi overvejede. Vejret i dag har været helt forfærdeligt – det både regner og blæser meget. Vi talte om, hvor heldige vi havde været med vejret. Dejligt, at det først blev sådan her på dagen, hvor vi skal hjem.

Vi besluttede os for først at gå en tur i det kæmpe center, som ligger lige ved siden af hotellet. Vi fik en massage af en stol, Winnie fik købt nye Vans, og vi fik tjekket deres Apple Store ud. Vi sluttede centerturen med en Cinnabon-kanelsnegl. Første gang jeg smagte en sådan, var på min første tur til USA med Tanja og Janus. Tanja og jeg var på tur alene, og Tanja anbefalede den. Siden har jeg altid været på jagt efter en Cinnabon. Denne var rigtig god og fedtet.

Grundet vejret var udendørsaktiviteter ikke en mulighed, så vi tog mod Gillette Stadium, som er hjemmebanen for NFL-holdet New England Patriots. Det var en 25 minutters kørsel. Det var et kæmpe stadion. Vi ville bare besøge butikken, men der var et lille hjørne, hvor man kunne se ind på det store stadion – meget imponerende. Andreas er stor fan af New England Patriots, så vi fangede ham på et FaceTime-kald, så vi kunne vise ham Tom Brady-statuen og butikken. Vi fik købt en T-shirt, som han selv udvalgte.

Winnie er stor fan af restaurantkæden Chili’s, så den besøgte vi til frokost – vores sidste måltid i USA for denne gang. Derefter gik turen mod lufthavnen. Efter en kaotisk tankning af bilen fik vi den afleveret til Alamo. Supernemt. Derefter tog vi shuttle-bussen mod vores terminal.

Da vi havde fået opgraderet vores flybilletter til business class (jeg bød med nogle EuroBonus-point), fik vi adgang til en lækker lounge fra Delta. Nu sidder vi i flyet på business-pladser. Her er der masser af plads, og Winnie har lige fået champagne. Vi skal nok få en god tur hjem.

 

I morgen har vi en lang dag i Danmark, hvor vi skal kæmpe med jetlag, inden vi starter på arbejde på onsdag.

Sune



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *